Knud Kalnæs

Velkommen til www.knuka.dk, som jeg har lavet med henblik på at dele produkter, ideer, erfaringer, glæder og frustrationer fra et langt lærerliv.

Ressourcer: Sange, arrangementer, tekster  og ideer pædagogisk, praktisk, fagligt…

Jeg elsker at skabe, så jeg ikke kan lade være, og har gennem tiden produceret en mængde ikke mindst musikalsk materiale både for sjov og til min undervisning. Jeg har ikke den kombination af vilje, evner og ambition, der skal til for at gøre sig i konkurrencen som kursusinstruktør, kunstner eller forfatter, men jeg har været der og har ofte haft fornøjelsen af at se mine kreationer og ideer blive brugt, oplevet, formidlet og kommenteret af andre. For denne fornøjelses skyld har jeg lavet denne hjemmeside.

Jeg håber, at mange vil se og bruge materialet, og at nogen også vil sende mig et par ord og kommentere, videreudvikle eller dele deres brug af materialet.

De sidste mange år har jeg modtaget vederlag fra Copydan Tekst og Node, fordi andre undervisere har indberettet brug af mit materiale. Ikke beløb, der står i forhold til den tid, jeg har brugt på det, men heller ikke bare småpenge. Tusind tak for det! Det gør en kæmpe forskel!

Bloggen: Tanker, holdninger, glæder og frustrationer

Jeg har i en menneskealder været lærer på Ådalskolen, Fangel Friskole, beliggende 10 km. sydvest for Odense. Det har tit og ofte været meningsfuldt og spændende, men der har også – som vel i de fleste job – været umulige krav og meningsløse formaliteter. Endelig har der været en masse børn og unge mennesker, hvis smil og “Hej Knud” lige fra skolens parkeringsplads og langt ind i hjertekulen har givet mig en masse mening. Det er noget af det, jeg kunne tænke mig en gang at skrive om i bloggen.

Copyright

Tekst-, node-, billed- og musikindholdet på dette site og det materiale, der vises og kan downloades herfra, må bruges under følgende Creative Commons-licens – BY/NC/SA – Navngivning / Ikke kommercielt / Del på samme vilkår. http://creativecommons.org/licenses/by-nc-sa/2.5/dk/. Creative Commons-licensen gælder kun for dette site, ikke for sites, der måtte henvises til fra dette site.

Knud Kalnæs                            Januar 2017/April 2021

Møder du defekte links eller lignende, vil jeg være max taknemmelig for et praj 🙂 knud@kalnaes.dk  30 29 15 90